Ny lov og nyt forlig må sikre frie medier
Ord fra Udgiver
Udgiver Rasmus Nielsen | |
Print
KLUMME: Nye medier springer ud med træerne, men det er på en dyster baggrund. For statens egne medier dominerer, skriver chefredaktør Rasmus Nielsen som optakt til lovændring.
SAMTIDIGT MED TRÆERNE springer en stribe nye danske medier ud.
Det er godt nyt - på en dyster baggrund.
Det gode er, at flere af de nye medieskud er i den indsigtsfulde ende. Titler som Zetland og Føljeton, der mod abonnement satser på få, gennemarbejdede artikler tilsat lidt nyhedsoverblik, der til sammen gør læserne klogere, vidner om virkelyst blandt det journalistfag, som er demokratiets fotosyntese.
På erhvervsområdet har to drevne kræfter startet Insidebusiness, der ligeledes vil være en slags online-Weekendavis, hér med fokus på erhvervsstoffet.
Og i den underholdende genre er der også en nyudsprungen gren at sidde på, hvor en forhenværende Aller-topchef, der med et magasin rettet mod kvinder i starten af tyverne, satser på en veldefineret, smal målgruppe.
Den Danske Publicistklub, der har fået Per Mikael Jensen som ny formand, hylder flere af disse medie-start ups, vækstlaget, i den kommende uge, der med konference og prisuddeling tirsdag forsøger at give mediebranchen lidt selvtillid tilbage. Samme dag afholder medieforskere dyst mellem toneangivende danske medier.
DE PRIVATE MEDIER under ét undergår som bekendt i disse år en transformation fra print til net. Den er ikke let, fordi fortidens annoncepragt er i stor grad nu klædt i amerikansk ejede sociale medier. Man kan ganske enkelt veje sig frem til tilbagegangen. Hvert år forbruges der 6-7 procent mindre papir herhjemme. Den eminent velbeliggende Papirø midt i Københavns Havn, hvor dagbladene i ikke særlig fjern fordums stortid havde deres råstof-lager, er forlængst omdannet til et mekka for madeksperimenter. Aviser ses nu som kun på Papirøen som noget, man pakker fisk ud af.
Når der hvert år trykkes frie ord på 8-10.000 færre tons papir, er det ikke en lettelse for demokratiet. Det tynger folkestyret. For uden frie medier intet frit samfund.
WHAT TO DO? Jamen, gode kræfter arbejder på det. Efter langt tilløb blev den statslige støtte til private medier omlagt ved daværende kulturminister Marianne Jelved (R) med virkning fra 1. januar 2014. Det betød bl.a., at ovennævnte vækstlag har fået såkaldt innovationsstøtte til at forbedre og gennemføre deres første udgivelser.
Kort forinden havde de syv medieforeninger på det private område fusioneret i Danske Medier, der i dag repræsenterer ca. 350 medier bag henved 1.000 titler.
Kernen i medlemskredsen er få, men publicistisk betydende og gerne omsætningstunge dagblade - og så en lang stribe specialmedier, der i nogle tilfælde er privatejede, men ofte gerne er foreningsudgivne. At en ejer som Danmarks Lærerforening, Ældre Sagen eller Ingeniørforeningen står bag, forhindrer på ingen måde, at der kommer uvildige udgivelser ud af det med kritisk journalistik præget af armslængde fra ejerne og deres bestyrelser.
ALLIGEVEL ER SÆSONEN for private medier dyster i en tid med ellers stadigt lysere dage. Tager vi dagbladsomsætningen, som i høj grad er et barometer for, hvor godt det danske folkestyrets tre magter smøres ved det drivmiddel, der hedder uvildig journalistik, er den faldet hele 38 procent på kun ti år - 2005 til 2014 (til 9,1 mia. kr.). Oplag og læsertal er faldet i samme størrelsesorden. Det betyder så også, at værdien af den særlige nulmoms på dagsbladssalg styrkdykker, så værdien på ganske få år er halveret til nu omkring en halv milliard kroner årligt.
På samme tid er statens eget trofæmedium, DR, vokset økonomisk med tre procent.
Der udkæmpes i denne tid en ganske indædt kamp mellem de private medier og DR. De i Danmark ekstraordinært stærke statslige medier er, indrømmet, langtfra den eneste grund til, at private medier taber terræn. Internet, og især sociale medier med deres annoncetække, er en anden vigtig grund.
Et demokrati kunne vel godt klare sig uden statsejede medier. Men et folkestyre uden private medier ville på ret kort sigt være utænkeligt. Derfor er magtbalancen mellem statslige og private medier en relevant diskussion.
DANSKE MEDIERS POLITIK, som anbefales politikerne, er at begrænse DRs licens og mængden af indhold, der må lægges ud på nettet og spredes via stadigt mere specialiserede nyhedsbreve. Statsmediernes tekstbaserede nyheder i form af deciderede digitale aviser, som man bl.a. ser det på dr.dk, er et skridt ind på de private mediers banehalvdel, der ikke kan begrundes med mangel på tilbud i markedet. De avislignende nyheder på nettet skader de private mediers forretning. Da indholdet på dr.dk jo er frit tilgængeligt og uden annoncer, er der tale om konkurrenceforvridning, der ikke kan begrundes i, at befolkningens mediebehov skulle være udækket.
Som noget nyt har vi mindre medier fået de større mediekoncerner med på, at det vil være godt, om DR udlagde flere produktionsopgaver til private leverandører. Ikke kun - som hidtil - inden for tv og film, men også på journalistiske ord. Altinget og DR har - som mange vil vide - et godt samarbejde om kandidat-databaser til alle valg. Hvorfor ikke lade flere private medier få glæde af en sådan udlægning?
Regeringen har bebudet en snarlig revision af mediestøtten til private medier, ligesom kulturminister Bertel Haarder (V) forhåbentligt også sidder med, når medieforliget for DR, TV 2 og TV 2-regionerne skal genforhandles i 2018. Til den tid er der uden tvivl i exceptionelt grad brug for politisk at samtænke levevilkårene for alle danske medier. Uanset ejerform.
Rasmus Nielsen er næstformand i Danske Medier
